have the text read out loud site in english
Bagsværd Kirke

Kirkens tilblivelse

Svend Simonsen, tidl. sognepræst ved kirken har i anledning af kirkens 25 års jubilæum skrevet denne artikel.

Brudstykker af en kirkes historie

Året var 1976. Dagen var søndag den 15. august. En af denne sommers varmeste dage. Allerede kl. 9 morgen stod solen højt på en klar, blå himmel. Et mylder af mennesker var på vej mod den lysende hvide bygning, som lå på Hovedgaden og ventede på at blive indviet og taget i brug som endelig og blivende kirke i Bagsværd.

Også i den lille midlertidige kirke var noget på færde. Efter 53 års flittigt brug havde menigheden taget afsked med den lille kirke søndagen før. Nu var rummet ryddet for det meste inventar. Tilbage var nogle sidebænke og alterbordet med to tændte lys. Her mødtes Helsingør stifts biskop Leer-Andersen og stiftamtmand Rossel med Bagsværd sogns præster og menighedsråd, samt nogle nabopræster. Efter en kort andagt blev alterlysene slukket, og med biskop og stiftamtmand i spidsen begav processionen sig fra den midlertidige kirke ad Hovedgaden op imod den nye kirke. Den lille kirkes klokke ringede for sidste gang og blev snart afløst af klangen fra den nye kirkes fire klokker. En næsten ubeskrivelig forventningsglæde fyldte sind og tanker. Nu var målet nået. Den lange, seje kamp for at få bygget en blivende kirke i Bagsværd var lykkedes. Efter så megen modgang og så mange skuffelser.

Tilbageblik

For godt 400 år siden, i 1538, havde Bagsværdboerne været vidne til en anden procession, en række hestetrukne vogne fyldt med mursten på vej ind mod København. På kongens bud havde man revet kirken i Bagsværd ned. Stenene skulle bruges til reparation af den gamle katolske bispegård, som nu efter reformationen skulle ombygges til universitet og præsteskole i den nye lutherske kirke.I de følgende mange år var Bagsværdboerne henvist til at gå ad kirkestien til Gladsaxe kirke. Drømmen om engang igen at få egen kirke må have levet i underbevidstheden, indtil den kom frem i lyset i slutningen af 1800 tallet, hvor en kreds af Bagsværdboere efter et ihærdigt indsamlingsarbejde fik bygget et menighedshus på Hovedgaden tæt ved Bagsværd skole.

Det var i 1906. Dette hus blev rammen om et støt voksende menighedsliv med søndagsskole, ungdoms- og ældremøder m.m. Men ikke gudstjeneste. Det var stadig forbeholdt Gladsaxe kirke.

Lad os bygge en kirke

Sådan sagde bogbindermester Nielsen-Kolding på et møde i Bagsværd Grundejerforening den 1. december 1913. Det var på tale at istandsætte menighedshuset , som ”udvendig hverken lignede hus eller hjem.” En nydannet kirkekomite arbejdede med sagen et år, men så kom 1. verdenskrig og stoppede alle planer.

Først nogle år efter krigen kom man i gang igen. Bygge ny kirke var der ikke midler til, men en indsamling gav mulighed for en ombygning af menighedshuset, som fik et korparti med alter, døbefont og prædikestol. En kamtakket gavl mod Hovedgaden fik huset til at ” ligne en kirke ”.

Søndag den 14. oktober 1923 indviede biskop H.Ostenfeldt ved en festgudstjeneste huset til midlertidig kirke i Bagsværd. Den lille kirke dækkede det kirkelige behov i de følgende 25 år.

Eget sogn og kirke

Efter 2. verdenskrig begyndte en udbygning af Bagsværd, som fik folketallet til at stige drastisk

Da Bagsværd sogn blev genoprettet 1. april 1950 var indbyggertallet nået op på 7000. Det var klart, at den midlertidige kirke ikke længere opfyldte kravet til en blivende kirke. Det nyvalgte menighedsråd havde ikke lovhjemmel til at tage sig af opgaven. Derfor blev der dannet en kirkekomite med daværende skoleinspektør ved Bagsværd skole M. Rasmussen som formand og sognepræst Poul Pedersen som næstformand.

Efter at Gladsaxe kommune havde stillet en kirkegrund til rådighed på hjørnet af Hovedgaden og Bagsværdvej tog kirkekomiteen fat på opgaven at indsamle penge til at opføre ny kirke. Komiteen var præget af stor optimisme og gåpåmod. Man afholdt bazarer (loppemarked) , solgte lodsedler og mærkater, opførte kirkespil i Aldershvile Slotspark samt gennemførte husindsamlinger, som gav så mange bidrag, at der ikke var tvivl om, at man havde befolkningen med sig. Alt tegnede til, at sagen skulle lykkes

Så kom nedturen

I efteråret 1962 meddelte kommunen, at den skænkede kirkegrund alligevel ikke kunne bruges, dels på grund af ændrede vejplaner, dels på grund af fredningsbestemmelser. Det kom som et chok for alle, og der gik faktisk nogle år, inden kirkekomiteen fik mod på at søge nye løsninger, nu sammen med menighedsrådet, som ved en ny lov havde fået ret til at være bygherre. Mange og lange forhandlinger med kommunen førte til, at man fik overdraget en ny grund langs Hovedgaden. Det var ikke nogen ønskværdig grund, men den eneste mulige, og så tog man fat igen.

Arkitekt søges

Menighedsrådet ledte efter en arkitekt, som ville påtage sig opgaven med at udarbejde et kirkeprojekt til den nye grund. Men arkitekterne stod ikke ligefrem i kø for opgaven. Grunden var vanskelig, lang, smal og generet af Hovedgadens trafik.

Men i 1967 var arkitekt Jørn Utzon vendt tilbage til Danmark, efter at samarbejdet med den australske regering omkring Sydneyoperaen var brudt sammen.

Sammen med Danske Arkitekters Landsforbund afholdt Utzon en udstilling i Gladsaxe, hvor man kunne se skitser af hans arbejder og høre hans foredrag om arkitektur. Tre medlemmer af Bagværd menighedsråd besøgte udstillingen, som betog alle så meget, at de var overbevist om, at Jørn Utzon var den arkitekt, man havde brug for.    

Man blev enige om at lade købmand Knud Beck (den senere formand for menighedsrådet) forelægge disse tanker for menighedsrådet. Det gjorde han så, og efter en kort diskussion blev det vedtaget at rette henvendelse til Utzon.

Og Utzon kom til Bagsværd, lyttede til os, så grunden og sagde ja til at blive vores arkitekt. Med geniets stilfærdige styrke, med hjertevarme og med glimt i øjet vandt han alles tillid. Vi følte, at kirkesagen nu var i gode hænder. Vi havde engageret en stor kunstner, som kunne skabe noget helt enestående, og som ville være i stand til at overvinde den modstand, som måtte komme.

En kirke i tiden

Menighedsrådet havde udarbejdet retningslinier for, hvad man ønskede. Udover selve kirkerummet skulle der være konfirmandstuer, mødesal, kontorer samt lokaler særlig til ungdomsarbejdet. Men arkitekten fik frie hænder til at skabe en kirke i tiden, ikke en kopi af en anden tids løsninger, men en bygning som bar bud til eftertiden om vor egen tid.

Efter mange inspirerende møder, hvor arkitekt Utzon på sin stilfærdige, beskedne måde fremlagde sine tanker og skitserede sine ideer på det medbragte hvide bordpapir, afleverede han sit skitseprojekt til menighedsrådet i foråret 1968.

Det blev enstemmigt godkendt.

Nye problemer

Men så tårnede problemerne sig op igen. Projektet skulle godkendes af kirkeministeriet, og det viste sig at være en hård nød at knække. Ministeriet havde ondt i økonomien. Ganske vist kunne kirken let finansieres via kirkeskatten, som var lav og ville forblive lav på grund af stærk befolkningstilvækst. Men 8-10 mill. var nok til at forskrække både minister og embedsmænd. Uendelig mange og lange møder og diskussioner fulgte. Ministeriet forlangte nedskæring af projektet. Det fik man. Man forlangte andre besparelser. Det fik man. Så forlangte man et tilskud fra Gladsaxe kommune. Det klarede borgmester Erhard Jacobsen og Gladsaxe kommunalbestyrelse med et løfte om 1 mill. givet over 5 år.

Grønt lys

Så endelig kom byggetilladelsen i april 1973, hvorefter regeringen dekreterede byggestop!

Hovedentreprenøren Christiani & Nielsen havde dog været hurtige: Byggepladsen var etableret og arbejdet begyndt, og da byggestoppet kun gjaldt ikke påbegyndt byggeri, var også denne barriere overvundet. Man var i gang: grunden udgraves, fundamenter støbes, de bærende rammer stilles op, og vægelementerne anbringes i rammerne. Det mest spændende ved bygningen er uden tvivl de særprægede skaller eller hvælvinger, som udgør de bølgende lofter i de forskellige rum. Jørn Utzon siger selv, at han er inspireret af skyernes gang over himlen. Sikkert er det, at det er en oplevelse at iagttage det skiftende lys henover de bølgende hvælvinger.

Målet nået

Mens disse tanker myldrede frem i vore hoveder, er processionen nået frem. Nu ligger den her, den blivende kirke i Bagsværd. Fyldt med festglade mennesker, der skal opleve den første gudstjeneste i den nye kirke. Biskoppen holder en bevægende tale og herefter indvies kirken ved bøn og skriftlæsning. Kirken overdrages til brug for den menighed, som er nu og den, som kommer. Slægt skal følge slægters gang – også her i kirken. Sognepræst og provst Svend Simonsen holder dagens prædiken og residerende kapellan Bernhard Willer lyser velsignelsen over menigheden, som har sunget med på de festlige salmer, assisteret af Gladsaxe kammerkor og organist Olga Hjøllund Jørgensen. Stemningen kan bedst beskrives med et citat fra bibelen, salmernes bog nr. 118: ”Fra Herren er dette kommet, det er underfuldt for vore øjne. Denne er dagen, som Herren har gjort, lad os juble og glæde os på den.” Nu står kirken her. En bygning skabt af en gudbenådet kunstner til Guds ære og menneskers glæde.